OM GODSET

Måske bør vi starte med den indrømmelse, at »Godset« er et husmandssted med syv tønder land – men i Frankrig havde det under visse betingelser været nok til, at det kunne kaldes et Chateau, så hvorfor ikke. Godsets Vin er et lille vinfirma med speciale i økologiske vine og med en ambition om kun at føre kvalitetsvine. Vi importerer selv fra vinavlerne og sælger direkte til vore kunder uden fordyrende mellemled.

Lidt historie

Interessen for økologisk vin startede for en del år siden, hvor vi var på tur i Tyskland for at studere økologi. Blandt de mange, vi besøgte, var også en vinavler, hvis vine smagte os meget godt, og som selv var et meget sympatisk menneske. Det blev til, at han med passende mellemrum sendte vin til Puttgarden, hvor vi så afhentede det – mod tilbørlig betaling af told, naturligvis.

Det viste sig imidlertid, at andre end vi kunne lide vinen: Mange af vore venner spurgte, om vi ikke også kunne tage vin med hjem til dem. Det var den ene spore til at starte en vinimport. Den anden va,r at vi dengang syntes, at det var meget vanskeligt at finde en økologisk vin på det danske marked, man kunne drikke med fornøjelse.

Så i 1988 tog vi skridtet. Efter en lille rundtur til øko-vinavlere i Frankrig havde vi kontakter nok til at kunne starte ud med et lille, men godt sortiment. Siden er det blevet til adskillige ture i det franske, spanske, portugisiske og italienske med besøg hos mange vinavlere. Og adskillige smagninger af hjembragte flasker, hvor de forskellige avleres vine er blevet sammenlignet, og den bedste valgt ud. På den måde har vi – synes vi selv – fået et udvalg af gode vine ikke kun fra de vigtigste franske vindistrikter, men også fra Piemonte, Rioja og Douro – ud over naturligvis hvidvinene fra Tyskland.

Det har hele tiden været ambitionen kun at føre vine fra avlere, vi har besøgt – trods al officiel kontrol er det dog bedre at kende menneskene bag vinen og selv at have set, hvad de laver. Kun på den måde kan man virkelig have tillid til, at der ikke bliver fusket i krogene.

Håndværksmæssig kvalitet

Stordrift er tidens løsen, men stordrift og høj kvalitet er ikke altid forenelig. Heldigvis er Godsets Vin ikke noget stort firma. Derfor går vi godt i spænd med vinavlere med små vingårde på 5 - 10 ha. Det er famillebedrifter, hvor mand og kone deles om arbejdet, og hvor de har mulighed for virkelig at kæle for de enkelte vine. Hvis de er dygtige, giver det vine af meget høj kvalitet, og skal man dømme efter, hvor mange medaljer og rosende omtaler vores vinavlere får, så er det lykkedes os at finde frem til dygtige vinavlere, der kan deres håndværk.

Grænser

Der laves gode vine mange andre steder, og selvfølgelig kunne det være spændende med østriske eller californiske vine på listen. Men der er grænser og på flere måder. Der er grænser for, hvor mange vine vi kan have i sortimentet. De sættes både af lagerets størrelse og af, at salget af de enkelte vine bliver mindre, jo flere der er at vælge imellem. Der er også grænser for, hvor langt det er rimeligt at transportere vinen både økologisk og økonomisk. Det er galt nok at hente vinen i Sydeuropa.

Det skal være en fornøjelse at drikke vin. Derfor skal vinen først og fremmest smage og dufte godt. Den skal bekomme en godt og ikke give dundrende hovedpine dagen derpå. Og så skal man kunne drikke den, med den gode samvittighed det giver at vide, at vinen er fremstillet med mindst mulig miljøforurening.