Regler for økologisk vin

En vin bliver økologisk når druerne er dyrket økologisk og vinen er fremstillet i overensstemmelse med økologiske regler. Så langt, så godt. Noget helt andet er, hvordan fremstillingen bliver kontrolleret, og hvordan vinen må mærkes.

Økologisk dyrkning

Dyrkningen af druerne følger de almindelige økologiske regler. Der må ikke bruges kunstgødning, men gerne kompost og andre former for organisk gødning. De gode vinavlere er dog meget tilbageholdende med at bruge gødning. De vil hellere have en lille høst af høj kvalitet end det modsatte.

Ukrudtssprøjtning er helt forbudt. Mange vinavlere arbejder med grøngødning – græs, kløver mm. mellem rækkerne. Grøngødningen virker både hæmmende på ukrudtet og gødende på en gang. Andre nøjes med mekanisk renholdelse på visse tidspunkter og betragter ukrudtet som en art grøngødning.

Der er tilladt ganske få sprøjtemidler mod sygdomme og skadedyr. Det er ikke den kemiske industris sofistikerede opfindelser, men gammelkendte midler med kobber og svovl samt forskellige planteudtræk. Alle er enige om, at det ville være det bedste, om man helt kunne undvære sprøjtningerne, men flerårige afgrøder er på det punkt langt vanskeligere end de etårige, hvor man med sædskifte og jordbehandling har helt andre muligheder for at holde skadedyr og sygdomme nede.

Økologisk vinfremstilling

I princippet fremstilles økologisk vin som al anden vin. Men de seriøse avlere, der er medlemmer af seriøse økologiske organisationer, er underlagt en række regler, der skal sikre, at der også bliver taget økologiske hensyn ved vinfremstillingen. Det drejer sig især om hensynet til miljøet og til forbrugerens sundhed.

Da der hersker megen forvirring på dette punkt – fordi EU ikke vil anerkende de økologiske regler for vinfremstilling (se nedenfor) – skal jeg gå lidt mere i detaljer med dem og give en fornemmelse af indholdet af den franske organisation Nature et Progres regler. Nature et Progres er den ældste af de franske organisationer, og dens regler er overtaget mere eller mindre uændret af de andre organisationer.

Der er regler for, hvordan man må rengøre sin vinkælder og gæringskar (det er f.eks. forbudt at bruge kaliumpermanganat). Regler for gærtilsætning, hvor indkøbt gær (industrigær) kun må bruges i specialtilfælde, og naturligvis ikke må være gensplejset.

Reglerne for svovltilsætning sætter følgende grænser for total SO₂ i vinen:

Desuden gælder:

• med hensyn til svovltilsætning er visse svovlforbindelser forbudt, der er begrænsninger i koncentrationen af de brugte opløsninger og der er grænser for svovlmængderne i de færdige vine.
• en række »forskønnelsesmidler« er forbudt. Det gælder bl.a. kalium-jerncyanid, sorbinsyre og sorbater, ascorbinsyre, gummi arabikum (til hvid- og rosévine, hydrolyseret gelatine, industriel kasein, alle farvestoffer, aktivt kul fremstillet af olie (indeholder benzpyren). Det er også forbudt at bruge ionbytning til at fjerne syre fra vinen.
• hvis druerne ikke i sig selv indeholder sukker nok til den foreskrevne alkoholprocent, må man (indenfor de almindelige regler) tilsætte enten rørsukker eller koncentreret, økologisk druesaft.
• det er tilladt at opbevare vin under inerte gasser som kvælstof eller kuldioxid (for at hindre iltning), men ikke at dække vinen med et lag paraffin.

Der er yderligere regler både for hvilke materialer, man må bruge til gæringstanke, og hvordan de må rengøres og repareres, og hvilke materialer, der må bruges til propper og til kapsler.

Om regler for "økologisk vin"

Det er utroligt så indviklet alting kan blive, når bureaukraterne blander sig, og når de store økonomiske interesser gør deres indflydelse gældende. Reglerne for økologisk vin – undskyld, »vin af økologisk dyrkede druer« er så absolut ingen undtagelse.

Lidt historie

I de gode gamle dage var det økologerne selv, der fandt ud af, hvornår noget kunne kaldes økologisk, og hvornår ikke. Det skete i en ikke altid lige let proces, hvor de ideale fordringer og virkelighedens verden skulle gå op i en højere enhed.

De første regler, gjaldt plantedyrkningen. Reglerne for økologisk husdyrhold var ret summariske i starten, og regler for forarbejdning kom først til senere.

Omkring midten af 1980-erne begyndte økologerne et kraftigt lobbyarbejde for at få økologi indskrevet i lovgivningen. De ønskede at blive »anerkendte« og til en vis grad at få beskyttelse mod ufin konkurrence fra producenter, der kaldte sig økologer uden at leve op til de krav, man efterhånden var blevet enige om internationalt.

Herhjemme lykkedes det i 1987 med lov om økologisk jordbrug og i 1992 i EF med forordningen om produkter af økologisk oprindelse. (Der er en sigende forskel i navnene på de to love: For EU er det reguleringen af handelen, der er i højsædet. Herhjemme var det dog en lov til fremme af et miljøvenligt landbrug).

Der er altså en periode fra 1987 til 1992, hvor vi havde officielle danske økologiske regler. Da EU-forordningen så trådte i kraft, måtte de danske regler laves om på en række punkter – og ikke altid til det bedre.

Økologisk vin

I perioden fra de officielle danske regler blev indført til EUs Økologiforordning overtog styret var det fuldt lovligt at tale om økologisk vin.

Selvom svovlforbindelser ikke er tilladte som tilsætningsstoffer i økologiske produkter, var der en undtagelse for vin. Svovl virker konserverende, og økologiske produkter bør normalt ikke konserveres. Undtagelsen er vin, hvor svovlet ikke kun virker konserverende ved at beskytte mod både iltning og bakterier, men også uskadeliggør visse uheldige smagsstoffer i vinen.

I andre tilfælde, hvor fremstillingen af vigtige produkter kun er mulig med brug af tilsætningsstoffer, har man tilladt stofferne, selvom det strider mod idealerne.

I EUs Økologiforordning kan der ikke stå noget om vin. Det skyldes, at begrebet økologisk vin ikke findes i EUs Vinforordningen, og forordningerne skal jo helst ikke modsige hinanden.

Følgen er, at man kun må udtale sig om druernes økologi, ikke om vinens, når man markedsfører vin i EU. Derfor hedder det »vin fremstillet af økologisk dyrkede druer« på EUsk. Udenfor EU er det ikke noget problem at tale om økologisk vin, og de internationale økologiregler står heller ikke i vejen.

For økologerne og de økologiske organisationer er situationen nu altså den samme, som før myndighederne blev involverede: Der findes detaljerede regler for, hvordan man laver økologisk dyrkede druer til økologisk vin, men de anerkendes ikke officielt.

Det må også fremhæves, at de regler kontrolleres lige så grundigt som dyrkningsreglerne – mange steder endog af de samme, statsanerkendte kontrolinstanser.

Hvor er forbrugerbeskyttelsen?

Økologireglerne og ikke mindst EUs skal beskytte forbrugerne mod mindre seriøse producenter. Men når det gælder økologisk vin, er forbrugerne overladt til at stole på, at den vin de køber som »fremstillet af økologisk dyrkede druer«, også er fremstillet med økologisk forsvarlige metoder.

Man kan selvfølgelig sikre sig, ved kun at handle med seriøse firmaer, der kender til området, men hvorfor skal vi blive i fortiden på det punkt?

Det ser dog ud til, at der er lys for enden af tunnelen: Man forhandler faktisk nu i EU om regler for økologisk vinfremstilling. Men selv det er der meget politik i, så hvornår man bliver færdige, er det ikke godt at sige.

Det skal være en fornøjelse at drikke vin. Derfor skal vinen først og fremmest smage og dufte godt. Den skal bekomme en godt og ikke give dundrende hovedpine dagen derpå. Og så skal man kunne drikke den, med den gode samvittighed det giver at vide, at vinen er fremstillet med mindst mulig miljøforurening.