Dette bliver min sidste side som redaktør af Global Økologi, og så må det vel være på sin plads med et lille lidt personligt tilbageblik.

Jeg blev "grebet" af miljøbevægelsen for 30 år siden (ja, faktisk før, for den eneste stil, jeg havde glæde af at skrive i gymnasiet, handlede om farerne ved radioaktivt affald), hvor jeg var med i NOAH. det var dengang, vi talte om forurening, dengang vi drog land og rige rundt og forklarede om eutrofiering og succession, om fotokemisk smog og drivhuseffekt, om reaktortyper og isotoper, om radiomimetiske stoffer (dem der er kræftfremkaldende ligesom radioaktiv stråling), og hvad der ellers var af røg, støj og møg.

Folk var interesserede, og det politiske pres blev stort nok til, at miljøet til sidst fik sit eget ministerium, og til at vi sagde nej til atomkraft. Jeg husker endnu min fornemmelse ved indgangen til 1980-erne af, at nu måtte det være nok med al den snak, nu skulle der ske noget i praksis. For mit eget vedkommende blev det med "PØ – Tidsskrift for Praktisk Økologi" og andre aktiviteter, der var med til at udbrede kendskabet til økologisk havebrug og landbrug. Og det lykkedes "os" at få så sat så meget i gang, at de tusind vindmøller nu faktisk snurrer, og vindmølleindustrien tjener valuta hjem, og at økologiske produkter nu er på hylderne i alle supermarkeder. Der var reel grund til optimisme.

I 1990-erne vender billedet. De landvindinger, der blev gjort i 70-erne og 80-erne, forsvinder langsomt, men sikkert. Vi sagde nej til atomkraften – for at nævne et enkelt eksempel – men snart har vi atomstrøm fra Frankrig eller fra Østeuropa, og det radioaktive affald vil vi få ind i landet i diverse forbrugsvarer.

Mediebilledet er blevet et andet. I 80-erne kunne fem døde hummere fra Kattegat sætte landet på den anden ende og skaffe os en vandmiljøplan. I år er Nordpolen smeltet, og det er knapt en nyhed.

Første nummer af Global Økologi så dagens lys i 1994. Den første artikel handlede om vejlobbyens nye Europa, og dermed var det tema, der har præget 90-erne og stadig præger verden, nemlig de store firmaers stigende politiske indflydelse, slået an. Men trods 7 års arbejde med Global Økologi var det først med Ernst von Weizäckers artikel i dette nummer, at jeg fik en forståelsesramme. Han taler om "de stærke" og "de svage" og om hvordan demokratiet holdt de stærke i ave. Det kunne det, fordi socialismen var en reel trussel mod de stærke. Men efter Sovjetunionens sammenbrud er den trussel forsvundet, og nu kan de stærke uhindret snigløbe demokratiet og omforme alle love og regler, så de er til gavn for de stærke. Skal jeg sige WTO?

Det er svært at bevare optimismen, for det er svært at se bare antydningen af en strategi, der kunne genskabe balancen mellem de stærke og demokratiet. Der er "dracula-strategien" med at få uhyrlighederne frem i lyset (Dracula kunne ikke tåle lys). Den havde i det mindste en vis opsættende virkning på planerne om investeringsaftaler (MAI). Det er det, et blad som Global Økologi kan gøre, og jeg ønsker min efterfølger i redaktørstolen al mulig held med den opgave – den bliver ikke mindre i de kommende år. En debat om, hvordan vi får generobret magt til demokratiet, kunne også være både nyttig og spændende.

Og jeg selv? Tja, jeg vil nok gøre som Halfdan Rasmussen: "Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad, skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad", og så vil jeg gøre mit til at sprede glæde – mød mig på www.godset.dk.

Sådan lød overskriften på en artikel i Berlingske Tidende sidste år. Den indledes med en beskrivelse af, hvordan befolkningerne i mange sydamerikanske og afrikanske lande må skrælle, knuse og vaske deres kassava (maniok) før den kan spises. Hvordan kassava er basisfødemiddel for masser af mennesker i den tredje verden, fordi den kan vokse næsten overalt, er modstandsdygtig overfor tørke og nem at få til at gro. Men hvordan den indeholder giftestoffer, der kan give sygdomme i skjoldbruskkirtelen og lammelser af nervesystemet. Forarbejdningen af planten medfører desuden en udledning af 30.000 til 100.000 ton cyanid årligt.

Ind kommer danske gensplejsere, der nu står lige før, de har fået lavet en giftfri kassava "til gavn for den tredje verdens lande" som professor Birger Lindberg Møller udtaler til Berlingeren. Ikke et øje er tørt!

Ude i virkelighedens verden er tingene lidt mere komplicerede. For der første kan bønderne vælge mellem at dyrke en sød og en bitter kassava. Den søde indeholder så lidt gift, at den kan spises uden særlig behandling. Problemet er bare, at mange andre end mennesker er interesserede i de næringsrige knolde, så den holder sig ikke så godt i jorden, som den bitre. Derfor dyrker bønderne også den bitre – trods arbejdet med at tilberede den. "Til gavn for den tredje verden" er de danske gensplejsere – for en masse af skatteydernes penge – altså ved at lave noget, de fattige bønder har i forvejen, og som de kun delvis kan klare sig med, nemlig en kassava, der ikke er beskyttet af sin gift. Det er til at græde snot over!

Men måske skal man lægge lidt mere mærke til, hvad professoren siger. Han taler om lande, ikke om mennesker eller fattige. Projektet kunne have mening, hvis målet var at lave planter til den ikke ubetydelige kommercielle kassavadyrkning til foder. EU importerer adskillige millioner tons kassavastivelse årligt bl.a. i form af tapioka. Den produktion ville sikkert være billigere, hvis man kunne springe vaskningsprocessen over, og med passende brug af pesticider skulle man også kunne opveje plantens manglende egenbeskyttelse. At det så klinger lidt hult med al den forurening, man vil undgå, skal man næppe lade sig forvirre af.

Jeg ser historien som et skoleeksempel på det, der vil ske i anden halvleg af gen-kampen. Første halvleg – som "vi" vel vandt – var simpel: Det tåbelige i at lave planter, der er resistente overfor ukrudtsmidler, og planter der selv er insektgifte, er relativt indlysende, og så gik det ud over planter, forbrugerne selv skulle have i indkøbsvognen. Det ville de som bekendt ikke.

Men i anden halvleg vil vi se det ene eksempel efter det andet, hvor man vil splejse tilsyneladende nyttige egenskaber ind i planter til den tredje verden. For gensplejserne giver det tre fordele: Man kan bruge ulandenes sult som brækstang for sine forskningsansøgninger. Ulandenes bønder kan lokkes/presses til at bruge hvad som helst. Og når produktet en dag skal markedsføres, kommer de gensplejsningsskeptiske borgere i ilandene til at betale uden at kunne vælge fra, nemlig over skatten.

Politikerne er lykkelige over gensplejsernes opfindsomhed med hensyn til, hvad der kan frelse Jordens fattige og sultne. Så længe der er lovende gensplejsede afgrøder lige om hjørnet, kan de slippe uden om at sætte spørgsmålstegn ved globaliseringens lyksaligheder og uden om at skulle træffe vanskelige beslutninger.

Hvad skal strategien så være? For det første må man gå ind i hver enkelt sag og påvise, at gensplejsningen er overflødig. Her ser jeg en vigtig opgave for de mange anti-gensplejsningsgrupper rundt om i landet. For det andet er det vigtigt af alle forstår, hvorfor økologiske metoder ikke mindst i tropiske områder er de konventionelle overlegne og kunne løse mange problemer. Og endelig må man igen og igen påpege, at det er jordreformer, så de jordløse kan få jord at dyrke, det er toldbeskyttelse mod import af landbrugsprodukter, så bønderne kan få en fair pris for deres varer og ikke skal konkurrere mod de rige landes statskasser, og det er ændringer af alt det, der i dag favoriserer store landbrug – kreditpolitik, forskning, uddannelse, statsstøtte, skatter og infrastruktur – der kan løse sultproblemerne, ikke gensplejsning.

I en endnu ikke offentliggjort rapport konkluderer engelske forskere, at de indirekte omkostninger ved konventionelt landbrug løber op i beløb af samme størrelsesorden – 2000 kr pr. ha – som de direkte tilskud. Rapportens hovedforfatter er Jules Pretty fra Center for Environment and Society ved University of Essex, og dens konklusioner er refereret i New Scientist 18 dec. 1999.

Størstedelen af de indirekte omkostninger (48%) skyldes landbrugets bidrag til luftforurening og drivhuseffekt og medregner bl.a. udgifter til at afbøde virkningerne af højere vandstand i havene. Nummer to på listen med 33% er udgifterne i forbindelse med fødevareforgiftninger fra medicinsk behandling og tabte arbejdstimer til f.eks. bekæmpelse af salmonella. De engelske vandværker brugte i 1996 £214 mio. til at rense drikkevand for pesticidrester, nitrat og sygdomsvoldende organismer. Den type udgifter indgår i det samlede regnskab med 33%. De to sidste poster er udgifterne til at genoprette levesteder for vilde dyr og planter, som landbruget har ødelagt (5%), og udgifter i forbindelse med jorderosion (4%).

Der er ikke gjort forsøg på at sætte beløb på lærkesang og tilsvarende mere uhåndgribelige værdier. De beløb, der indgår i rapporten, vil før eller siden vise sig som egentlige udgifter, der skal betales enten via højere priser eller højere skatter. Pretty fremhæver, at gruppen bag rapporten bevidst har forsøgt at være meget konservative i deres vurderinger af de forskellige udgifter.

Landbruget i Storbritannien ligner det danske landbrug så meget, at man uden videre kan overføre tallene til danske forhold. Spørgsmålet er, hvad man så kan bruge dem til. Ja, for det første burde tallene indgå, hver gang landbrugets bidrag til samfundsøkonomien er til diskussion. Overførselsindkomsten til landbruget er ikke kun de ca. 6 mia. kr fra EU (som forbrugerne betaler via momsen), for til dem skal lægges yderligere ca. 6 mia. kr i indirekte omkostninger.

For det andet havde det været utrolig nyttigt, hvis Bicheludvalget havde haft de beregninger til rådighed. Det regnede langt og inderligt på, hvad et nedsat pesticidforbrug ville koste i form af nedsatte udbytter, men nægtede pure at gå ind i »luftige« beregninger over de indirekte omkostninger ved pesticidforbruget og ved det konventionelle landbrug overhovedet. Det er nemlig – mærkelig nok – ikke et emne landbrugsforskningen ofrer særlig megen opmærksomhed.

Det offentlige betaler 6 mia. til landbruget om året, uden at få miljø for pengene. Det var på tide, at de midler blev omfordelt, så de mest svinende fik mindst. Men der er ingen særlig politisk vilje i dette land til at mindske landbrugets forurening (læs også lederen). Det har vandværker omkring Århus taget konsekvensen af. I stedet for at vente på effektive tiltag for at begrænse pesticidforbruget, tilbyder de nu landmænd i særlige områder betaling for ikke at sprøjte. Det sker i en erkendelse af, at det er billigere end at skulle finde nyt, uforurenet vand (hvilket næppe er muligt nogetsteds i Danmark) eller at skulle rense vandet. At det så er absurd, at et erhverv skal betales for ikke at forurene, er en anden sag. Som situationen er, kan man kun håbe, at mange andre vandværker følger efter.

Og så må man håbe, at stadig flere forbrugerne går over til økologi, når de køber ind. Den politiske kamp for et rent miljø skal åbenbart vindes ved indkøbsvognen.